Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Gips hittede ved børnehavebesøg

Er der nogen, der vil prøve at få lagt gips på armen? spurgte sygeplejersken Wivi Strand-Holm børnehavebørnene. En skov af ubrækkede børnearme røg i vejret, for det ville de gerne alle sammen.

Malou prøvede at få gips på - heldigvis kun for sjov

Brækkede arme, perler der er blevet væk langt oppe i næsen, hjernerystelse og sår på fingrene var emnerne, da Børnehuset Kildeholm fra Ølstykke var på besøg i Akutmodtagelsen i Frederikssund onsdag formiddag.

Stille sad de mange børnehavebørn og lyttede til sygeplejersken. De rykkede helt tæt sammen om Jonas og Mathilde, da de fik en rød tuschstreg på fingeren. Stregen skulle forestille en dyb rift, som først blev renset og derefter hæftet sammen af et sommerfugleplaster.

- Ideen med besøget er, at børnene ikke skal være bange for at komme her på Akutmodtagelsen, hvis det en dag skulle blive aktuelt, fortæller afdelingssygeplejerske Hanne Edelsten Andersen.

Sygeplejerske Wivi Strand-Holm fortalte også børnene, hvordan man skyller øjnene med saltvand, hvis der er kommet skidt i det.
- Bagefter får patienten måske en klap for øjet lidt ligesom en sørøver, sagde Wivi. Er der nogen, der vil prøve det?
Børnene skuttede sig og kiggede væk, for det turde de ikke.

Til gengæld ville mange af dem gerne prøve at få lagt gips på armen.
- Det føles lidt varmt, sagde Malou, som var en af de heldige "testpersoner".
- Det er, fordi gipsen er ved at tørre, forklarede Wivi. Det er sådan en hurtigtørrende gips, og den bliver lidt varm.

Inden børnene skulle ud i hospitalets forhal og spise madpakker, fortalte en af dem lige så stille, at "det der med små perler, der bliver væk i næsen, det er kun noget, de små gør". Hun var jo også selv blevet 5...
Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Brandt
Email WvHNK@3nx.regionh.dk