Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Rekonstruktion af forreste korsbånd

Inden du bliver indlagt til operation for korsbåndsrekonstruktion, skal du have skrevet en journal, og du skal tale med en narkoselæge.
 

Forberedelse
Da der er en lille risiko for, at man kan få blodpropper efter større knæoperationer, skal du som forebyggelse have blodfortyndende medicin. Dette gives som en indsprøjtning i maveskindet 1 gang dagligt i en uge. Sygeplejersken lærer dig at stikke dig selv.

På operationsdagen
Den dag du skal opereres, møder du om morgenen fastende på ortopædkirurgisk afdeling A1-A2.
Du må ikke bruge hudlotion på dit knæ den dag. Din hud omkring knæet
skal på operationsdagen være helt fri for bumser, sår og lignende, ellers kan du ikke blive opereret, idet risikoen for at få en infektion i knæet vil være stærkt forøget. Ring derfor til Idrætsklinikken, hvis du bar bumser, sår eller lignende.
For at forebygge risikoen for infektion, vil du under operationen få sprøjtet et penicillinlignende stof ind i en lille kanyle på håndryggen. Husk endelig at fortælle til journaloptagelsen eller til narkoselæge, hvis ikke du tåler penicillin.

Bedøvelse
Du kan vælge enten at "sove helt" eller blive bedøvet "i ryggen". Hvis du vælger det sidste, kan du under operationen følge med på en skærm, og du kan undervejs blive informeret om, hvad der sker. Du kan også lytte til musik - tag evt. selv kasettebånd eller cd´ere med.

Selve operationen
Først tager vi et stykke af den hinde, der ligger over dine muskler på ydersiden af låret - se fig. 1. Vi tager et stykke på ca. 5 x 14 cm - det kan du godt undvære - og syr det sammen til "det nye korsbånd".

Dernæst laver vi en almindelig knæartroskopi (kikkertundersøgelse) for at se dit knæled igennem. Samtidig reparerer vi eventuelle menisklæsioner i dit knæ.






Så borer vi ved hjælp af en boreguide - fig. 2a - en borekanal fra ydersiden øverst på dit skinneben og ind i knæleddet - fig. 2b.

Boret kommer op ind i dit knæled, der hvor det overrevne korsbånd sad.








Bagefter borer vi ved hjælp af en ny boreguide - fig. 3a - en kanal fra ydersiden nederst på dit lårben og ind i knæleddet - fig. 3b.







Det "nye" korsbånd kan nu trækkes igennem de to borekanaler og holdes fast med en skrue, der sidder inde i borekanalen på skinnebenet. Foroven sidder det stadig fast i sit gamle fæste.

Efter operationen
Du vil efter artroskopien have 3-5 små sår; et sår på ca. 2-3 cm på skinnebenet samt et ca. 5 cm langt sår på ydersiden af knæet. Du får forbinding og en kølebandage med isvand omkring knæet. Du skal selv skifte isvandet ud, når det ikke længere er koldt.
Isvandet nedsætter hævelsen omkring knæet og er smertelindrende.

Du kan låne kølebandagen med hjem, men skal aflevere den igen senest ved fjernelse af trådene. Du får smertestillende medicin med hjem, samt sprøjter med det blodfortyndende medicin. På siden af låret kan du få en udbuling, idet lårets muskler kan "bule ud" gennem det vindue, der nu er i hinden omkring musklerne. Man kalder det et muskelbrok. Det betyder ikke noget for funktionen af dit knæ.

I ugerne efter operationen
Dagen efter operationen instruerer fysioterapeuten dig i genoptræningsøvelser, som påbegyndes samme dag.
Du låner en Don-joy 4 punktsbandage, som du skal bruge i 3-4 måneder efter operationen. Du skal skrive under på, at du låner bandagen og huske at aflevere den, når du er færdig med at bruge den.
Knæet er ofte hævet i nogle uger efter operationen. Hvis knæet hæver op må du anvende elastikbindet og lægge benet højt. Begynder knæet at hæve yderligere, får du stærke smerter eller feber, skal du straks henvende dig til Idrætsklinikken eller kontakte egen læge/vagtlæge.
Du får tid til kontrol på Idrætsklinikken efter 10-14 dage, hvor trådene fjernes. Derudover skal du komme til kontrol efter 3 og 12 måneder.

Genoptræning
På Idrætsklinikken tilbyder vi dig individuel genoptræning de første 6-8 uger efter operationen. Derefter kan du træne på knæhold 2 gange om ugen i ca. 2 måneder. Hvis det er besværligt for dig at genoptræne på Idrætsklinikken, må du træffe aftale med en idrætsfysioterapeut i nærheden af din bopæl.

Se patientvejledningen Genoptræning ved rekonstruktion af forreste korsbånd.

Sygemelding
Du skal regne med at være sygemeldt i en tid efter operationen. Perioden er afhængig af det job, du har. Du må og kan ikke selv køre bil lige efter operationen. Først når det er forsvarligt - sædvanligvis efter ca. 4 uger - kan du igen køre bil.




Redaktør
Regionhovedstaden
Email