Nyheder

På Esbønderup fik Didder øjnene op for nye jobmuligheder

Didder Drøscher har været indlagt af to omgange på Esbønderup for at træne sig til et bedre liv med sclerose. Her har hun stiftet bekendtskab med smykkeproduktion. Det sammenholdt med lærende træning og et godt socialt fællesskab på hospitalet har givet hende ny tro på livet.

- På Esbønderup har de fokus på det jeg kan, frem for det jeg ikke kan.

Så kort kan 43-årige Didder Drøscher fra Tikøb beskrive, hvordan det er at træne på Afdeling for Neurorehabilitering i Esbønderup.

Hun sidder i sin kørestol og sætter bittesmå, blå perler på en elegant sølvørering, mens hun taler. Ind imellem holder hun øreringen op i lyset for at se, om farvekombinationen nu også er den rigtige. Og hvis hendes venstre arm begynder at ryste, har hun lært af terapeuten, at hun skal holde den fast ned mod armlænet med den højre. Så bliver armen rolig igen.

Didder fik konstateret sclerose i december 2008. Det, hun troede var en synsnervebetændelse, viste sig nemlig at være meget værre. Hun fik beskeden af en læge, som oven i købet troede, hun allerede var underrettet:

- Da gik min verden i stykker, fortæller Didder. Jeg ringede hjem til min mand og sagde, at hvis han ville forlade mig, skulle det være nu, for jeg ville nok komme til at sidde i kørestol.

Men hendes mand blev. Selvfølgelig!

Siden er det desværre gået stærkt. Didder har haft mange såkaldte attaks (se faktaboksen), og 21. april i år blev hun så indlagt til rehabilitering på Esbønderup første gang.

Didder var driftplanlægger i et rengøringsfirma, da hun fik diagnosen. Flere sygedage og manglende forståelse for hendes situation fik firmaet til at fyre hende. Da følte Didder sig for alvor skubbet ud, skrottet.

Da hun så tilmed skulle genoptrænes på en afdeling, hvor man ikke som på Rigshospitalet lod patienterne passe sig selv, kunne hun næsten ikke holde det ud.

- På Esbønderup opfordrer de til, at man er social, fortæller Didder. Det havde jeg ikke lyst til, da jeg kom. De skulle bare lade mig være, husker hun.

På Esbønderup er der et aktivitetsrum, hvor patienterne kan male, tegne og meget andet.

- Jeg talte med en social- og sundhedsassistent, som spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at se, hvad der foregik i aktivitetsrummet, fortæller Didder. Jeg har da knyttet som barn, svarede jeg hende.

Og så var Didder åben for nye tiltag. I gang. Heldigvis.

Siden har Didder været i gang med smykkeproduktionen, for det var det, hun fandt ud af, hun ville lave i aktivitetsrummet. Og da hun kom hjem i juni måned, var hun blevet så bidt af det med at arbejde med perler, at hun gik til en smykkebutik i Helsingør, Star Beads, og købte for mange penge. Så mange, at indehaveren, Ulla Andersen, begyndte at bemærke Didder.

Ulla ville gerne se, hvad Didder lavede, og hun var meget begejstret:

- Du er et stort talent, sagde Ulla, så dygtig!

Didders selvtillid steg, samtidig med at hun blev bedre til at styre, hvordan og hvor meget hun skal træne. Da butiksindehaveren så spurgte, om Didder ville ansættes som administrativ medarbejder, var Didder lykkelig:

- Jeg stortudede af glæde, fortæller Didder rørt.

Didder troede ikke, at nogen kunne bruge hende, når hun nu sidder i kørestol.

- Men dit hoved fejler jo ingenting, sagde Ulla Andersen til mig, og det gjorde mig så glad, fortæller Didder.

Didder starter i Star Beads den 13. september. Hun glæder sig til sit nye arbejdsliv. Inden vi lukker ned, insisterer hun dog på, at vi skal skrive, at der altså findes engle! Og at hvis politikerne vil lukke Esbønderup, så skyder de sig selv i foden. Den lader vi lige stå lidt…

Rehabilitering betyder egentlig ’gen-påklædning’. På Afdeling for Neurorehabilitering er opgaven således at klæde patienterne på igen både fysisk, psykisk og socialt, så de ud fra de ressourcer, de har, kan klare sig selv i så stort et omfang som muligt.