Velkommen til Afdeling for Neurorehabilitering
FOTO: JEPPE CARLSEN
Afdeling for Neurorehabilitering i Esbønderup er en specialiseret enhed under Frederikssund Hospital. På afdelingen behandler vi patienter med behov for neurologisk rehabilitering.
Patienter, der er indlagt på afdelingen, har haft en blødning eller blodprop i hjernen (apopleksi), eller de har været udsat for ulykker eller sygdomme, der har skadet deres nervesystem. Derudover har vi hoftepatienter, sklerosepatienter samt - pr. 1. maj 2009 - onkologiske patienter fra Finsencentret.
På afdelingen omfatter rehabiliteringen af en patient mange aspekter af tilværelsen. Vi ser på patientens liv som en helhed. Derfor inddrager vi efter behov en række fagpersoner.
Gennem træning arbejder vi sammen med patienten på at forbedre hans eller hendes funktionsniveau, men ikke alle kan regne med, at tilstanden bliver som før skaden.